Om Ragdolls

Ragdollen - Den blide gigant

Ragdollkatten er en stor, godmodig, meget tillidsfuld og social kat. Ragdoll betyder kludedukke på engelsk. Racen har fået dette navn, fordi katten, når man samler den op, slapper fuldstændigt af i musklerne og hænger i armene som en kludedukke.

Kendetegn
Ragdollkatten er en masket kat. Ifølge ragdollstandarden skal hovedet være mellemstort. Formen er en bred afrundet kileform. Panden er let rundet og glider over i et fladt stykke mellem ørerne. Ørerne skal være mellemstore, brede ved basen og rundede i toppen. De skal sidde langt fra hinanden og være tilte fremad.
Profilen er ét at racens tydelige karakteristika. Næsen er lige og viser en let kurve på den øverste tredjedel. Kinderne er veludviklede og glider over i en rundet og veludviklet mellemlang snude. Hagen skal ligeledes være veludviklet.
Ragdollkattens øjne skal være store og ovale. Den yderste øjenkrog skal være i højde med den yderste kant på øret. Øjnene er altid blå – jo mere intens farve jo bedre.
Nakken skal være kort og stærk, og katten skal have en lang krop med bagben, der er lidt højere end forbenene.
Halen skal være busket og så lang, at den når katten til skulderen.

Størrelse og bygning
Ifølge racestandarden er en ragdoll en stor og solidt bygget kat. Ragdoll hankatte vejer som hovedregel mellem 5 og 8 kg., når de er fuldt udvoksede. Hunkatte vejer lidt mindre - som regel fra 4 til 7 kg. Fertile katte vejer noget mindre end neutraliserede katte. Ragdoll katten er en langsomtvoksende race og er først fuldt udvokset efter ca. 3 år.

Personlighed
Ragdolls er yderst selskabelige og elsker at være sammen med deres mennesker. De kommer løbende ud til døren, når du kommer hjem, og følger dig overalt.

Ragdolls trives godt sammen med andre husdyr og egner sig på grund af deres tålmodige og selskabelige sind godt til at bo i en børnefamilie, men de kan også trives som enekatte, hvis de bare får opmærksomhed nok fra deres mennesker. Ragdolls egner sig ikke som fritløbende udekatte. De trives godt som indekatte med adgang til at komme ud under beskyttede forhold f.eks. i sele eller i voliere eller indhegnet have.

Ragdollen er en meget tillidsfuld, godmodig og rolig kat – man kan ligefrem forledes til at bruge ordet doven om den. De bliver mere og mere rolige med alderen, så selv en ret aktiv killing vil som oftest blive en rigtig sofaløve. Det er rigtige hygge- og kælekatte, som nyder at være i din nærhed. Ikke alle ragdolls er skødekatte, men du vil altid have selskab i sofaen.

De fleste ragdolls elsker at lege. Som killinger vil ragdollkatten underholde dig i timevis med lege som at jage deres egen hale, jage fluer, vasketøj og udforske verden omkring sig. Mange af dem elsker at løbe efter bolde og bringe dem tilbage til dig. Efter en omgang leg, så elsker de at blive nusset - gerne på maven, og de fleste ragdolls vil nyde at blive holdt som en baby - liggende på ryggen med deres bagben fladet ud og forpoterne om din arm.

Ragdolls kan både trives som alenekatte og sammen med andre katte og/eller husdyr.

Pels og pleje
Ragdollkatten er en semi-langhåret kat. Den korrekte ragdollpels har kun ringe underuld og føles som kølig silke ved berøring. Mange sammenligner pelsen med kaninpels. På langt de fleste ragdolls er pelsplejen overskuelig og ordnes let ved gennemredning med f.eks. en stor metalkam.

Ragdollens mønstre
Ragdollen findes i 3 hovedmønstre: colourpoint, mitted og bicolour.

Man kan kende en colourpoint ragdoll på den fuldfarvede maske i ansigtet og de farvede ben og poter.

Den mittede ragdoll har farvede ører, hale og maske. Det er dog et særligt kendetegn ved den mittede ragdoll, at hagen skal være hvid, hvor en colourpoint ragdoll har farvet hage. Der skal gå en hvid stribe fra hagen, hele vejen ned over maven til halen. Den mittede ragdoll har farvede forben med hvide handsker. Det optimale er, at handsken går op til bukket mellem pote og ben, og alle trædepuder er lyserøde. Man foretrækker, at sokkerne er symmetriske. Bagbenene er farvede ned til knæet, men den nederste del af benene og poterne er hvide.

En bicolour ragdoll har farve på ører, hale og en "vaskebjørnsagtig" maske i ansigtet, som opstår, fordi katten har en et omvendt hvidt V i ansigtet. Det omvendte V kan have forskellige bredder, hvilket giver kattene meget forskellige udtryk. Man foretrækker, at det omvendte V placerer sig et sted mellem kattens inderste og yderste øjenkrog. Mange foretrækker, at det omvendte V er symmetrisk, men det er ikke et krav. Alle fire ben skal være hvide.

Derudover findes alle tre mønstre i en tabby-variant dvs. med striber.

Ragdollens farver

Alle ragdollkillinger fødes helt hvide. Farven udvikler sig over tid. For alle tre mønstre gælder det, at ben, ører, maske og hale skal være mørkere end farven på kattens ryg. Ragdoll katten opnår først sin endelige farve, når den er omkring 3 år.

Ragdollen findes i følgende godkendte farver: seal (brun), blå, chokolade, lilla, rød, creme, tortie, blåtortie, chokoladetortie og lillatortie.

- Info om Ragdollen er fra JYRAK's hjemmeside.
- Billeder er fra Ragdollklubbens hjemmeside